Invictusløbet 2023 førte deltagerne til London, hvor de blev en del af suffragetternes kamp for kvinders stemmeret. Klædt i bevægelsens farver blev de hurtigt trukket ind i oprøret og hjalp med at besætte en radiostation, så forkvindens budskab kunne nå ud til folket.
Deltagerne oplevede, hvordan fredelige midler som pamfletter, slagsange og taler ikke blev taget seriøst af parlamentet. Derfor eskalerede kampen, og mere militante aktioner blev nødvendige. Efter sabotageforsøg mod politikernes ejendom måtte deltagerne flygte og krydse en sø for at undgå anti-suffragetterne.
Senere infiltrerede de en restaurant, hvor politikere var samlet, og udskiftede vigtige dokumenter med et lovforslag om stemmeret til kvinder. Efter træning til den afsluttende aktion kulminerede løbet med ødelæggelsen af et byggeri tilhørende anti-suffragetterne.
Oprøret skabte så stort postyr, at budskabet ikke længere kunne ignoreres.
Løbet blev afviklet med både start og mål i Tinglev.